Bo på Spentrup Ældrecenter

Spentrup Ældrecenter ligger i et meget naturskønt område i Spentrup by med udsigt til grønne arealer og skov.

Spentrup Ældrecenter består af otte plejeboliger, tre aflastningsboliger og 15 ældreboliger. Nogle af vores beboere har kun et mindre plejebehov, mens andre har et stort plejebehov. Vi har både beboere med fysiske udfordringer og beboere med kognitive udfordringer.

En bolig på Spentrup Ældrecenter er på mange måder som et hvert andet lejemål – blot med den forskel, at der er hjælp og støtte fra fagpersoner lige ved hånden og mulighed for fuld forplejning.

Din hverdag i en bolig på Spentrup Ældrecenter afhænger meget af, hvordan du gerne vil leve dit liv. Kan du lide at sove længe, læse gode bøger, se TV og få besøg af familien, så kan du stadig gøre det i din bolig på Spentrup Ældrecenter.

Der er ikke besøgstid i din bolig. Det er dit hjem, og du bestemmer selv, hvornår du vil have besøg, og hvem du vil have besøg af.

Du bestemmer også selv, om du vil spise i din bolig eller sammen med andre beboere. Du kan også veksle mellem at spise for dig selv og sammen med andre, hvis du har lyst til det.

Hvis du har lyst, kan du deltage i forskellige aktiviteter med personalet og andre beboere på Spentrup Ældrecenter.